Laks i spinat med butterdejslåg

Ny herlig ret med laks, spinat, fløde og butterdej - det kan jo ikke andet end at smage godt! Retten er oprindelig med torsk, men jeg forsøgte mig med laks da det hitter mere herhjemme og det smagte skønt!

Til 4 personer skal du bruge:
2 porrer
1 pose frossen helbladet spinat (450- 500 g)
½ fed hvidløg
1 dl madlavningsfløde
Salt og peber
½ tsk. revet muskatnød
750 g laksefileter
1 rulle butterdej
1 æg til pensling
1 spsk. sesamfrø

Sådan gør du:
Kom spinaten i en gryde og tø den op for fuld varme. Rens og skær porrerne i tynde ringe imens spinaten tør op. Når spinaten er optøet vrides den fri for væske og lægges tilbage i gryden. Vend så porre, presset hvidløg og fløde i spinaten, og kog det op. Smag til med salt, peber og muskatnød. Smør et ildfast fad og læg fisken i bunden og fordel herefter fyldet over. Fold butterdejen ud over fadet, og pensl med sammenpisket æg. Rids forsigtigt i dejen med en skarp kniv og drys med sesamfrø. Bag herligheden midt i ovnen på 175º i ca. 40 minutter til butterdejen er sprød.  

*H*

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar