Nudler med rejer...

Ifølge madplanen skulle vi have haft wok i går. Jeg havde fundet en opskrift på Autentisk Pad Thai - Stegte nudler med rejer, som jeg havde glædet mig til at prøve. Men til denne opskrift skulle der købes en del special varer, som jeg havde planlagt at købe i en lille thaikøbmand tæt på mit arbejde. Men da jeg onsdag måtte blive hjemme med en syg lillemand, ja så fik jeg aldrig købt palmesukker, kinapurløg osv.
Wok blev så rykket til i aften, men jeg havde stadigvæk ikke ingredienser til at følge opskriften. Jeg improviserede i stedet og endte med en rigtig lækker wok ret!
I noget så simpelt som i Brugsen fandt jeg en "Thai Sweet Chili & Lemon Grass" sauce, der virkelig gav en lækker smag til retten.

Jeg brugte:
1 bundt forårsløg i skiver
2 gulerødder i tynde stave
1 pk. sukkerærter
"Thai Sweet Chili & Lemon Grass" sauce
200 g rejer
hvidløg
sød chili sauce
4 reder brede æggenudler
1 ps. saltet cashewnødder

Jeg startede med at blande presset hvidløg og sød chili sauce i en frysepose og puttede herefter rejerne i, så de kunne ligge i marinaden, mens jeg ordnede grøntager og kogte nudler.
Så stegte jeg forårsløg og gulerødder i wok'en og kom herefter sukkerærter i. Grøntsagerne blev skubbet til side i wok'en, og de marinerede rejer blev stegt. Så puttede jeg de kogte nudler i lidt efter lidt, så de ikke lå i en stor klump. Herefter hældte jeg godt med "Thai Sweet Chili & Lemon Grass" sauce i og tilsidst cashewnødder. Meget simpelt og resultatet var super!
Vi stænkede retten med lidt soyasauce efter den var serveret, så jeg tænker at man nok godt kunne have hældt lidt i retten, mens den var på blusset.






 *H*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar