Citronsmåkager


I sidste uge havde vi lånt min fætters dejlige sommerhus i Melby igen, og det var skønt med lidt afslapning og bare at komme lidt væk fra dagligdagen. Vi var heldige med vejret, så vi fik brugt masser af timer udenfor… herligt!
August fandt nogle udstiksforme i gemmerne i sommerhuset, så han syntes, at vi skulle bage småkager - og det gjorde vi så (selvom det måske ikke lige er det, man forbinder med sommeraktiviteter;))!
Jeg fandt en opskrift på engelske citronsmåkager, og de blev rigtig gode med masser af smag af citron. Så det fik vi et par timer til at gå med, og så kunne vi andre nyde godt af lidt småkager til kaffen:)


Du skal bruge:
100 g blødt smør
150 g sukker og lidt ekstra til at drysse på kagerne
2 æggeblommer
1 æggehvide
220 g hvedemel
Revet skal af 1 økologisk citron
1 knivspids salt
1-2 spsk mælk (til at samle dejen med, hvis altså nødvendigt)

Sådan gør du:
Rør smør og sukker godt sammen til det er hvidt og blødt. Rør så æggeblommerne i - en ad gangen. Sigt hvedemel gennem en sigte ned i en skål, og vend citronskal og salt i. Vend derefter (forsigtigt) melblandingen i sukkerblandingen. Ælt dejen med hænderne og tilsæt evt. 1-2 spsk mælk, hvis ikke den rigtig vil hænge sammen.
Drys mel på et bord og rul dejen ud. Dejen skal være ca. 3-4 mm tyk. Stik så kagerne ud med udstiksforme, og sæt dem på en plade beklædt med bagepapir. Bag dem midt i ovnen i 10 min. på 180°. Tag småkagerne ud, pensl dem med den sidste æggehvide og drys sukker over dem. Bag dem så igen i 4-5 minutter, indtil de er blevet gyldne i kanten. Tag dem ud og lad dem køle af på en rist.

*H*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar