Rødvinsbraiseret kalv med estragonmos 



For et godt stykke tid siden havde vi middagsgæster og jeg var helt på bar bund mht. hvad vi skulle servere. Jeg fandt en opskrift på rødvinsbraiseret kalv med estragonmos og det smagte helt vildt lækkert! Billedet yder slet ikke retten retfærdighed, det smagte bare så lækkert og vores gæster var også meget begejstret! Mmm får helt lyst til at lave den snart igen!:)

Til 4 personer skal du bruge:
2 løg

500 g rodfrugter f.eks.
gulerødder, pastinakker og knoldselleri

250 g champignon

150 g bacon i tern

2 spsk. smør

600 g kalvebov skåret i tern (alternativt afpudsede svinekæber)

1 fed hvidløg

2 spsk. hvedemel

½ flaske rødvin

2½ dl oksebouillon

2 laurbærblade

Rødvinseddike

Salt og peber

1 håndfuld bredbladet
 persille



Estragonmos:

1 kg kartofler

1-2 dl lun mælk

25 g smør

5-10 kviste frisk estragon

Salt og peber



Sådan gør du:
Hak løgene og skræl og skær rodfrugterne i mundrette stykker. Rens champignon, og skær dem i skiver. 

Brun så bacon i en stor stegegryde. Tag bacon op, og brun løg, champignon og rodfrugter et par minutter i det fedt, som er tilbage i gryden. Tag derefter grønsagerne op. 


Smelt halvdelen af smørret i gryden, og brun halvdelen af kødet ved god varme. Det er vigtigt, at at man kun bruner lidt kød ad gangen, da kødet ellers vil koge, hvis det ikke får plads nok. Gentag med resten af kødet, og kom alt kødet tilbage i gryden sammen med grønsager, bacon og presset hvidløg. 

Drys mel over, og rør godt rundt, til det er helt opsuget. Tilsæt vin, bouillon og laurbærblade, og læg låg på gryden. Lad kødet simre ved svag varme i ca. 2 timer til kødet er helt mørt. 


Skræl kartoflerne, og kog dem møre. Hæld kogevandet fra, og mos kartoflerne med den lune mælk. Tilsæt smør og hakket estragon - man kan sagtens give den gas med estragon, da det ellers smager af almindelig kartoffelmos. Smag tilsidst mosen til med salt og peber. 

Smag også kalven til med lidt rødvinseddike, salt og peber. Server med bredbladet persille drysset over og med estragonmos til.

Velbekomme!

*H*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar