Brød med sesam og hytteost


Hov så gik vi da lige helt i stå på bloggen, så det må vi få strammet op på med det samme! Tænk vi missede selv vores fredagsindlæg, som vi ellers så trofast har lagt ud fredag efter fredag! Men vi har begge virkelig haft travlt her på det sidste, men nu er det altså tid til at nusse om *Stelle* igen:)

Jeg har i dag bagt brød med hytteost og sesam, og det blev rigtig lækkert! Et stort rundt brød tilpas fast, med god saftighed fra hytteosten og med en god skorpe… det kan varmt anbefales!

Du skal bruge:
25 g smør
3½ dl mælk
50 g gær
1 tsk groft salt
2 tsk sukker
100 g hytteost
3 spsk sesamfrø
575 g hvedemel
Et sammenpisket æg til pensling
Sesamfrø til at drysse på toppen

Sådan gør du:
Smelt først smørret. Tilsæt så mælken, og rør gæren ud heri. Rør derefter salt, sukker, hytteost, sesamfrø og mel i (hold lidt mel tilbage). Ælt dejen godt sammen, dæk skålen til og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 40 min. Tag så dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet, hvis dejen er for våd.
Form dejen til et rundt brød og læg det på en plade med bagepapir, og lad det efterhæve tildækket i ca. 30 min. Pensl så brødet med sammenpisket æg, drys sesamfrø over og rids det med en skarp kniv. Bag brødet nederst i ovnen i ca. 40 min. ved 200° (til det er gyldent og sprødt), og lad det køle af på en bagerist.

*H*

Ingen kommentarer:

Send en kommentar